For Landsretten var spørgsmålet tillige, hvorvidt de sagsøgte kunne pålægges konkurskarantæne, eftersom kurator ikke havde overholdt fristerne i § 125, stk. 3. Her blev det bl.a. afgørende, at det fremgår af lovens forarbejder, at kurators eventuelle overskridelse af 4-månedersfristen ikke har præklusiv virkning i forhold til muligheden for at rejse sag om pålæg af konkurskarantæne. Landsretten fandt på baggrund heraf, at man ikke alene på baggrund af fristoverskridelsen kan frifinde de sagsøgte for påstanden om konkurskarantæne – heller ikke selvom 10-månedersfristen også er overskredet.

Begrundelsen for, at konkurskarantæne alene blev pålagt i 1 år, var, at Landsrettens kendelse faldt mere end 4 år efter, at konkursdekret blev afsagt, sammenholdt med, at kurator først indstillede til konkurskarantæne mere end 2 år efter konkursdekretets afsigelse. Dermed forelå der altså de nødvendige særlige grunde for, at konkurskarantænen alene skulle pålægges i 1 år, jf. konkurslovens § 158.

Landsretten har dermed slået fast, at en overskridelse af fristerne i § 125 ikke nødvendigvis fører til frifindelse for en påstand om konkurskarantæne. Til gengæld kan en usædvanlig lang sagsproces føre til, at der alene pålægges konkurskarantæne i 1 år. Da perioden for konkurskarantænen først løber fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er endelig, kan man også argumentere for, at det ville være urimeligt, hvis der pålagdes en længere karantæneperiode så lang tid efter dekretets afsigelse.